Hvad er dyreplankton?

Plankton - havets mikroorganismer
Havets mikroskopiske plankton (boks 1) består af to hoved-komponenter: planteplankton (fytoplankton el. planktonalger) og dyreplankton (zooplankton). Planteplankton ernærer sig som planter, dvs. bruger sollys som energikilde til at danne nyt organisk stof ved fotosyntese og udgør dermed det første led i havets fødekæde (boks 2).

Dyreplankton
Dyreplankton udgør det næste led i fødekæden og ernærer sig ved at æde andre mikroorganismer. Der findes mange forskellige organismer i dyreplankton. De mindste er encellede og æder typisk andre encellede organismer, såsom bakterier eller planktonalger. Det encellede dyreplankton kaldes også protozoer.

Vandlopper (copepoder)
Det større, flercellede dyreplankton udgøres i havet hovedsageligt af vandlopper (boks 3). Det større dyreplankton kan opdeles i græssere, som ernærer sig af planktonalger, og rovdyr, som æder det mindre dyreplankton.

Vandlopper hører til krebsdyrene og er dermed beslægtede med fx krabber, hummere, dafnier og rurer. Krebsdyr er bl.a. kendetegnede ved at have et ydre skelet og to par antenner. Der findes cirka 8500 arter af vandlopper og de fleste lever i havet. Vandlopper er typisk ikke større end 1-2 mm lange og kan derfor (næsten) ikke ses med det blotte øje. Ikke-biologer forveksler af og til vandlopper med deres ”navnebrødre” tanglopperne, også kaldet amphipoder. Men disse er i virkeligheden en gruppe langt større krebsdyr (5-20 mm lange), som især findes på lavt vand. Det er altså tanglopper man ser, når man bader på stranden - ikke vandlopper.

Betydningen af dyreplankton
Dyreplankton og dermed især vandlopper udfylder en meget vigtig rolle i havets fødekæde. Da disse organismer græsser på primærproducenterne, planktonalgerne, udgør de det næste led i fødekæden og danner således linket mellem de encellede alger og de større dyr i havets frie vandmasser. Dyreplankton bliver igen ædt af større krebsdyr og fiskeyngel mv. Dette er hele eksistensgrundlaget for de bestande af større dyr såsom fisk, rejer og blæksprutter, som vi kan udnytte gennem fiskeri.

Store fisk spiser små fisk
Den enorme biomasse af vandlopper og andet dyreplankton betyder naturligvis at der er mange større dyr som er specialiserede i at æde dem. Dette er en af de vigtigste mekanismer i reguleringen af mængden af vandlopper. En anden vigtig faktor er fødebegrænsning, som især gør sig gældende i havområder med lav produktivitet eller i vinterperioder, hvor vækstbetingelserne for føden, planktonalgerne, er dårlige. Blandt de vigtigste græssere på vandlopper er nyklækket fiskeyngel, som igen ædes af større rovdyr.

Almindeligvis bliver parasitisme ikke regnet som en vigtig kilde til regulering af mængden af dyreplankton, men dette er ikke særligt godt udforsket. De få undersøgelser af parasitisme i vandlopper og krill, som er blevet foretaget, har vist at parasitisme til tider kan være endog meget udbredt og at parasitter dermed bør tages med i betragtning, når man studerer dyreplanktons vækst og produktivitet. For fiskelarver vides det, at store mænger af æg og nyklækket yngel af bl.a. sardin, makrel, torsk og pighvar kan være inficerede af ukendte, encellede parasitter.

 

Læs mere om plankton på www: Plankton

Læs mere om vandlopper/copepoder (på engelsk): Vandlopper

 

Litteratur om havets plankton:

- Nielsen, Torkel Gissel: Struktur og funktion af fødenettet i havets frie vandmasser 2005. Forlag: Danmarks Miljøundersøgelser. Disputats, Københavns Universitet.

- Nielsen, Torkel Gissel & Hansen, Per Juel: Dyreplankton i danske farvande. 1999. Forlag: Danmarks Miljøundersøgelser. Serie: Tema-rapport fra DMU; 28.

- Nørrevang, Arne & Lundø, Jørgen (red.) Havet. Danmarks natur.1979. Bind 3. Politiken.

- Thorson, Gunnar: Livet i havet.1961. Forlag: Berlingske Serie: Berlingske leksikon bibliotek; 12.