BAGGRUND | METODER | UDBYTTE


 
Projektet
Ruten
Plankton
   

 


Genetisk identifikation og klassificering af encellede parasitter i havets dyreplankton

Lektor, PhD Alf Skovgaard, Afd. for Alger, Biologisk Institut, Københavns Universitet



Formål
Projektets formål er at finde og beskrive hidtil ukendte eller dårligt kendte encellede parasitter (dvs. "alger" og "protozoer") i havets dyreplankton. Særlig focus vil være på parasitter, som inficerer vandlopper og fiskeæg. Dette kommer til at foregå ved at analysere parasitternes Dna for derved at fastslå hvilke typer af organismer, der er tale om, samt hvordan de er beslægtede med andre, bedre kendte organismer.

Projektresume
Selvom verdenshavene i dag er godt undersøgte, er der stadigvæk organismer i havets plankton, som man ved meget lidt om. En af de grupper ad organismer, som i alle år har undsluppet sig forskernes opmærksomhed, er encellede parasitter i havets dyreplankton. Det mikroskopiske dyreplankton, som især omfatter fiskelarver og deres vigtigste føde, vandlopperne, er en grundpille i havets fødekæde og har længe været kendt som værter for parasitterne. Alligevel vides meget lidt om omfanget af parasitisme i dyreplankton; ja, man ved end ikke hvilke grupper af organismer disse parasitter tilhører. Enkelte, nyere undersøgelser har vist at op imod halvdelen af æg og nyklækkede fiskelarver af vigtige arter som sardin, makrel, torsk og pighvar inficeres med mikroskopiske encellede parasitter, som forårsager de nyklækkede fiskelarvers død. Også havets mest talrige dyregruppe, vandlopperne, inficeres af parasitter, som formodentlig tilhører vidt forskellige grupper af organismer. Formålet med dette projekt er at klassificere ovennævnte parasitter ved at analysere deres Dna. En sådan klassificering er vigtig for i fremtiden at kunne forstå udbredelsen og effekten af parasitisme i havets dyreplankton. Parasitisme kan uden tvivl forklare en stor del af vandloppers og fiskelarvers naturlige dødelighed og har dermed betydning for fiskebestandenes størrelse og sundhed. Med vores nuværende manglende grundlæggende viden om organismernes biologi, er det ikke muligt at bedømme omfanget af parasitisme i dyreplankton, endsige hvilke faktorer der regulerer dyreplanktonets parasitter.

 

Økonomisk støtte
Projektet er støttet af Elisabeth og Knud Petersens Fond.
Projektlederen er desuden støttet af Carlsbergfondet.