DNA kan fortælle om en organisme er ”fugl eller fisk”
Størstedelen af de parasitter der findes i dyreplankton er små, encellede og har ikke mange strukturer, der kan fortælle os hvilke organismegrupper de tilhører - de er nærmest en klat celler uden form. En stor hjælp i klassificeringen af sådanne parasitter er derfor Dna-analyse. Alle levende organismer indeholder Dna (boks 1), som bærer den genetiske kode til organismers struktur og funktion. Med mindre en given parasit udgør en helt ny organismegruppe (et resultat som slet ikke ville være utænkeligt), så vil kendskab til dens Dna-kode kunne fortælle os hvilke andre organismer den er beslægtet med.
Analyse af Dna kan gøres på baggrund af meget lidt cellemateriale, ja faktisk på basis af én enkelt celle. Dette kan lade sig gøre takket være en teknik kaldet Pcr (se boks 2), hvorved Dna kunstigt reproduceres i store mængder. Det er den samme teknik, der gør det muligt for retsmedicinere at identificere forbrydere ud fra en smule spyt eller et hårstrå.
Når man først har store mængder Dna fra en given organisme, kan man vha. standardiserede teknikker bestemme rækkefølgen af kernesyrer i Dna’et og dermed får man en sekvens af kernesyrer som vha. computerprogrammer kan analyseres og sammenlignes med tilsvarende Dna-sekvenser fra andre organismer.